Måske var det den her vej?

[Deleted]

Corvus Zdravko

,,shit!’’ Ana’s stemme brød igennem stilheden mens hun stirrede imod den blindgyde hun var endt i. Det løb hende koldt ned af ryggen, da hun ikke en gang behøvede at kigge sig over ryggen, for at vide hvordan hun blev betragtet. Hun tog en dyb indånding før hun vente om på hælen og gik tilbage den vej hun var kommet fra. Så var det måske bare ikke idé at hun skulle hente de ting til hendes chef som hun ellers havde lovet ham. Hun havde ellers fulgt hans instruktioner til fulde hen til Borgin og Burkes. Men var endt et helt andet sted end hun burde, måske hun skulle være gået til venstre og ikke til højre sidste gang hun var kommet til en splittet vej? Hun lod hånden glide igennem sit hår der for få timers siden perfekte satte blonde hår, nu var det en anelse mere uglet og bestemt ikke skreg drabsafdelings sekretærer. Hun tog en dyb indånding mens hun prøvede at huske hvordan hun i det hele taget var kommet i denne del af Tusmørkegyden. Hendes ben satte over i rask gang da det gik op for hende hvor ubehagelig til mode hun følte sig, bare ved at gå rundt et sted som dette. Hendes far havde taget hende med en enkelt gang da hun havde været seksten, men det var nu altså et stykke tid siden og hun havde bare fulgt efter ham! 

Mens hun bandede noget mere for sig selv, løb tankerne tilbage på hvor en lortet morgen det havde været ind til videre. Det var tredje dag tilbage fra ferien hun havde holdt, hendes far havde sagt at det snart var på tide at hun skulle møde hendes såkaldte forlovede, en som hun åbenbart havde været forlovet væk til før hun overhoved kunne snakke. Fedt, ikke en gang det havde hun noget hun kunne få lov til at have sin egen mening til. Måske mente hendes far bare det var bedst at en kvinde ikke skulle tænke selv, men bare fulgte med strømmen. Sådan var hun bare ikke, måske når hun var sammen med ham kunne hun sætte en facade op, men var hun nu nød til at leve resten af hendes liv som en eller anden dukke, der bare skulle side over i hjørnet og smile pænt. Føde hendes mand nogle børn som han kunne vise stolt frem til resten af det magiske samfund, som det perfekte fuldblods familie de nu ville blive. Hun kunne mærke den dårlige smag i munden, måske var hun også bare i ekstra dårligt humør; 

,,fordi at nogen gav mig nogle forkerte instruktioner!’’ i et hidsigt anfald kom det sidste ud af hendes mund og ikke som tanker i hendes hoved.  

De mennesker der stod og skjulte sig i mørket gyderne gav dem, vente kort deres blikke imod hende. Hun ville slet ikke skyde på hvor meget hun stak ud, i sine fine høje hæle plumsko, fine grønne stramme kjole som hun havde på, til arbejde. Og hendes sorte kvalitets kappe, som ville vise resten af verden at hun ikke var hvilken som helst magiker, men var en som der kom fra en af de højere stående familier. Hun tog en dyb indånding, mens at gangen blev til løb, mens hun mere febrilsk prøvede at finde sin vej tilbage til Diagonalstrædet.